Romanforfatteren og den intime offentlighed

Når jeg skriver romaner, har jeg overhovedet ingen (bevidste) hæmninger.(Imodsætning til når jeg færdes rundt i den velkendte ikke fiktive virkelighed, som i denne blog f.eks.)

Ganske uden overvejelser og nogen form for blufærdighed blotlægger jeg mine inderste perversioner, mareridt og længsler; fra hvordan man kan slå et menneske ihjel (ens egen kone måske) til hvilken form for sex med fremmede kvinder, der er mest ophidsende.

Jeg skaber uden tøven en bombe, der skal springe et tæt trafikeret offentlig sted for at skade flest mulige og har ingen skrupler med at lade tortur gå ud over folk som rettelig har visse retskrav at gøre gældende.

Mine romaners udsagn om menneskets natur og hvad der egentlig, og her mener jeg helt uden for rationalets lille usle domæne, styrer den måde vi driver gennem tilværelsen, er selvmodsigende og i bedste fald flerdimensionale. I værste fald ubegribelige og meningsløse.

Hvis det da ikke lige var for en happy end i ny og næ, efter at læserne har været så gruelig meget ondt igennem.

Synspunkterne og de detaljerede skildringer af livets slibrige skyggesider, som mine romaner er fulde af, ville jeg aldrig dele med venner eller bekendte, selv ikke til et intimt middagsselskab. Dertil er de for stærke, for voldsomme og kan kun refereres overfladisk, hvis de ikke skal få mig til at rødme eller lede efter ordene.

Romanen er således paradoksalt nok noget at det mest private samtidig med, at den er fuldstændig offentlig og tilgængelig for alle på nettet, på biblioteket og i diverse boghandlere. Folk giver den sågar i gave til hinanden og snakker indbyrdes om dens forskellige passager.

På forunderlig vis er dette privat versus offentlig netop romanens styrke. Det er heri dens vidunderlige suggestive kraft ligger. Vi kastes lukt ind i helvedets forgård og kigger ned i sindets mørkeste afgrunde. Både mig selv som forfatter, mens jeg skriver og efterfølgende læserne.

Ja, for at det ikke skal være helt sort, ser vi også nogle gange fra de højest tinder ind i en guddommelige lykkelig himmel, men ret skal være ret: En god historie kræver en masse mørke for at fungere ordentligt. Ellers bliver den bare banal og kedelig. Der er ingen, der kan holde ud at læse om flommefed lykke over 200 sider, vel?

på www.billigeeboeger.dk kan du få gratis læseprøver.