Så kørte Danmarksindsamklingen over DRskærmen igen. Jeg sidder som seer og borger i det danske smørhul tilbage med en del ubesvarede spørgsmål...
Hvorfor skal vi lave en fest for at hjælpe nødstedte mennesker på Haiti og hårdtarbejdende kvinder i Afrika? Hvorfor skal vi have de kendte til at optræde og firmaer til at sponserer, og mennesker i almindelighed til at byde på ting og sager.
Hvorfor indfører vi skattenedsættelser og skærer i ulandsbistanden for efterfølgende at gøre godhed til en del af underholdnings og reklameindustrien?
Hvorfor er vi bare ikke bedre til at give fra vores store fælles kasse? Hvorfor er vi så forhippede på at købe os individuel aflad ved at taste et nummer på telefonen?
Hvad blev der af det danske fælles humanitære projekt? Hvad blev der af visheden om, at vi gør noget hver dag, hele tiden, året rundt, fordi vi i fællesskab har besluttet os for at gøre noget, der batter, noget der virker. Uden absolut at skulle mærke det selvfede godhedssus.
I øjeblikket går vores fælles midler bl.a. til krigen i Afghanistan, som intet nytter. Der kommer forhåbentlig en dag, hvor vi igen bruger vores skattepenge til at hjælpe rundt omkring i verden og bliver fri for det selvgode hykleriske spil fra galleriet, som disse kvalmende landsdækkende indsamlingsshows er udtryk for.
Selvfølgelig ringede jeg og donerede.Om man vil det eller ej er man en del af showet.
