lørdag den 4. september 2010
Cellen er særdeles godt skrevet, står der i en anmeldelse ...
Jeg læser selvfølgelig anmeldelser, når en ny roman fra min hånd sendes ud i verden. I dette tilfælde Cellen, der en hæsblæsende og tankevækkende thriller. Og jeg vil bare lige bemærke, at det er dejlig som nævnt i overskriften, når anmelderne også interesserer sig for sproget og bemærker den del af projektet og ikke kun hæfter sig ved handlingen. Det er trods alt bøger og sprog vi taler om. Også selvom det er en thriller. Se mere på www.nisjakob.dk
Ingen mening om noget som helst
Jeg har faktisk ikke nogen mening om ret meget for tiden. Det er duer jo ikke, når man har besluttet sig at have en blog. En blog skal jo flyde over af skarpe analyser og hug til højre og venstre eller gode ideer til, hvordan man vedligeholder en moutainbike eller syr sine egne bukser. Men jeg har ikke nogen mening om noget for tiden. Det er næsten sygeligt, så lidt jeg mener.
Måske hænger det sammen med, at jeg har prøvet at mene så meget gennem tiden, at det har mistet sin betydning, det med meningen. Det er ikke så vigitgt, hvad man mener i virkeligheden. Det der tæller er hvad man gør. Lige her og nu. Folk snakker og r... går. Men hvad gør de egentlig? Hvordan behandler de mennesker, der er tæt på. Hvordan hjælper de mennesker, der er langt væk? Eller ikke hjælper dem.
Jeg stod nede i supermarkedet den anden dag og i den ene hånd havde jeg en kylling, der var vokset op på en økologisk gård. I den anden havde jeg en kylling, der bare var vokset op. Og så havde den vist nok fået en særlig foderblanding med majs og bonden smilede til mig fra indpakningen som om han var særlig flink, når han fodrede sin indspærrede kyllinger med foder, der fik dem til at brække benene under vægten og hakke løs på hinanden i det evige dagslys, der er med til at fremskynde slagtetidspunktet.
Økodyret kostede det firedobbelte. Den var lige så død som den anden. Jeg stod der og vejede dem i hænderne. Den lette og meget dyrere økokylling, som havde levet meget længe og ikke havde fået kraftfoder og den noget tungere og billigere kylling med den smilende bonde på indpakningen. Det var bare penge det handlede om. Og så lidt til.
Jeg lagde økokyllingen tilbage. Den var sgu for dyr. Men så tænkte jeg. Hvis ikke jeg kan stå her og tage en beslutning om, at bonden med økokyllingen har taget et bedre valg end ham med den billige kylling, hvem kan så? Så det blev økokylllingen og den kostede kassen og var skind og ben som en helt naturlig kylling er det.
Da den stod på bordet og ingen blev rigtig mætte, tænkte jeg. Man kan jo også bare lade være med at spise kød? Der er jeg ikke helt nået endnu. Men hvis man virkelig tager konsekvensen af sine forkromede meninger, så rykker verden sig for alvor. Indtil da er det bare meninger. Det er så let at have meninger.
Måske hænger det sammen med, at jeg har prøvet at mene så meget gennem tiden, at det har mistet sin betydning, det med meningen. Det er ikke så vigitgt, hvad man mener i virkeligheden. Det der tæller er hvad man gør. Lige her og nu. Folk snakker og r... går. Men hvad gør de egentlig? Hvordan behandler de mennesker, der er tæt på. Hvordan hjælper de mennesker, der er langt væk? Eller ikke hjælper dem.
Jeg stod nede i supermarkedet den anden dag og i den ene hånd havde jeg en kylling, der var vokset op på en økologisk gård. I den anden havde jeg en kylling, der bare var vokset op. Og så havde den vist nok fået en særlig foderblanding med majs og bonden smilede til mig fra indpakningen som om han var særlig flink, når han fodrede sin indspærrede kyllinger med foder, der fik dem til at brække benene under vægten og hakke løs på hinanden i det evige dagslys, der er med til at fremskynde slagtetidspunktet.
Økodyret kostede det firedobbelte. Den var lige så død som den anden. Jeg stod der og vejede dem i hænderne. Den lette og meget dyrere økokylling, som havde levet meget længe og ikke havde fået kraftfoder og den noget tungere og billigere kylling med den smilende bonde på indpakningen. Det var bare penge det handlede om. Og så lidt til.
Jeg lagde økokyllingen tilbage. Den var sgu for dyr. Men så tænkte jeg. Hvis ikke jeg kan stå her og tage en beslutning om, at bonden med økokyllingen har taget et bedre valg end ham med den billige kylling, hvem kan så? Så det blev økokylllingen og den kostede kassen og var skind og ben som en helt naturlig kylling er det.
Da den stod på bordet og ingen blev rigtig mætte, tænkte jeg. Man kan jo også bare lade være med at spise kød? Der er jeg ikke helt nået endnu. Men hvis man virkelig tager konsekvensen af sine forkromede meninger, så rykker verden sig for alvor. Indtil da er det bare meninger. Det er så let at have meninger.
mandag den 1. februar 2010
Danmarksindsamlingen
Så kørte Danmarksindsamklingen over DRskærmen igen. Jeg sidder som seer og borger i det danske smørhul tilbage med en del ubesvarede spørgsmål...
Hvorfor skal vi lave en fest for at hjælpe nødstedte mennesker på Haiti og hårdtarbejdende kvinder i Afrika? Hvorfor skal vi have de kendte til at optræde og firmaer til at sponserer, og mennesker i almindelighed til at byde på ting og sager.
Hvorfor indfører vi skattenedsættelser og skærer i ulandsbistanden for efterfølgende at gøre godhed til en del af underholdnings og reklameindustrien?
Hvorfor er vi bare ikke bedre til at give fra vores store fælles kasse? Hvorfor er vi så forhippede på at købe os individuel aflad ved at taste et nummer på telefonen?
Hvad blev der af det danske fælles humanitære projekt? Hvad blev der af visheden om, at vi gør noget hver dag, hele tiden, året rundt, fordi vi i fællesskab har besluttet os for at gøre noget, der batter, noget der virker. Uden absolut at skulle mærke det selvfede godhedssus.
I øjeblikket går vores fælles midler bl.a. til krigen i Afghanistan, som intet nytter. Der kommer forhåbentlig en dag, hvor vi igen bruger vores skattepenge til at hjælpe rundt omkring i verden og bliver fri for det selvgode hykleriske spil fra galleriet, som disse kvalmende landsdækkende indsamlingsshows er udtryk for.
Selvfølgelig ringede jeg og donerede.Om man vil det eller ej er man en del af showet.
Hvorfor skal vi lave en fest for at hjælpe nødstedte mennesker på Haiti og hårdtarbejdende kvinder i Afrika? Hvorfor skal vi have de kendte til at optræde og firmaer til at sponserer, og mennesker i almindelighed til at byde på ting og sager.
Hvorfor indfører vi skattenedsættelser og skærer i ulandsbistanden for efterfølgende at gøre godhed til en del af underholdnings og reklameindustrien?
Hvorfor er vi bare ikke bedre til at give fra vores store fælles kasse? Hvorfor er vi så forhippede på at købe os individuel aflad ved at taste et nummer på telefonen?
Hvad blev der af det danske fælles humanitære projekt? Hvad blev der af visheden om, at vi gør noget hver dag, hele tiden, året rundt, fordi vi i fællesskab har besluttet os for at gøre noget, der batter, noget der virker. Uden absolut at skulle mærke det selvfede godhedssus.
I øjeblikket går vores fælles midler bl.a. til krigen i Afghanistan, som intet nytter. Der kommer forhåbentlig en dag, hvor vi igen bruger vores skattepenge til at hjælpe rundt omkring i verden og bliver fri for det selvgode hykleriske spil fra galleriet, som disse kvalmende landsdækkende indsamlingsshows er udtryk for.
Selvfølgelig ringede jeg og donerede.Om man vil det eller ej er man en del af showet.
mandag den 25. januar 2010
torsdag den 21. januar 2010
Romanens intime offentlighed
Når jeg skriver romaner, har jeg overhovedet ingen (bevidste) hæmninger.(Imodsætning til når jeg færdes rundt i den velkendte ikke fiktive virkelighed, som i denne blog f.eks.)
Ganske uden overvejelser og nogen form for blufærdighed blotlægger jeg mine inderste perversioner, mareridt og længsler; fra hvordan man kan slå et menneske ihjel (ens egen kone måske) til hvilken form for sex med fremmede kvinder, der er mest ophidsende.
Jeg skaber uden tøven en bombe, der skal springe et tæt trafikeret offentlig sted for at skade flest mulige og har ingen skrupler med at lade tortur gå ud over folk som rettelig har visse retskrav at gøre gældende.
Mine romaners udsagn om menneskets natur og hvad der egentlig, og her mener jeg helt uden for rationalets lille usle domæne, styrer den måde vi driver gennem tilværelsen, er selvmodsigende og i bedste fald flerdimensionale. I værste fald ubegribelige og meningsløse.
Hvis det da ikke lige var for en happy end i ny og næ, efter at læserne har været så gruelig meget ondt igennem.
Synspunkterne og de detaljerede skildringer af livets slibrige skyggesider, som mine romaner er fulde af, ville jeg aldrig dele med venner eller bekendte, selv ikke til et intimt middagsselskab. Dertil er de for stærke, for voldsomme og kan kun refereres overfladisk, hvis de ikke skal få mig til at rødme eller lede efter ordene.
Romanen er således paradoksalt nok noget at det mest private samtidig med, at den er fuldstændig offentlig og tilgængelig for alle på nettet, på biblioteket og i diverse boghandlere. Folk giver den sågar i gave til hinanden og snakker indbyrdes om dens forskellige passager.
På forunderlig vis er dette privat versus offentlig netop romanens styrke. Det er heri dens vidunderlige suggestive kraft ligger. Vi kastes lukt ind i helvedets forgård og kigger ned i sindets mørkeste afgrunde. Både mig selv som forfatter, mens jeg skriver og efterfølgende læserne.
Ja, for at det ikke skal være helt sort, ser vi også nogle gange fra de højest tinder ind i en guddommelige lykkelig himmel, men ret skal være ret: En god historie kræver en masse mørke for at fungere ordentligt. Ellers bliver den bare banal og kedelig. Der er ingen, der kan holde ud at læse om flommefed lykke over 200 sider, vel?
på www.billigeeboeger.dk kan du få gratis læseprøver.
Ganske uden overvejelser og nogen form for blufærdighed blotlægger jeg mine inderste perversioner, mareridt og længsler; fra hvordan man kan slå et menneske ihjel (ens egen kone måske) til hvilken form for sex med fremmede kvinder, der er mest ophidsende.
Jeg skaber uden tøven en bombe, der skal springe et tæt trafikeret offentlig sted for at skade flest mulige og har ingen skrupler med at lade tortur gå ud over folk som rettelig har visse retskrav at gøre gældende.
Mine romaners udsagn om menneskets natur og hvad der egentlig, og her mener jeg helt uden for rationalets lille usle domæne, styrer den måde vi driver gennem tilværelsen, er selvmodsigende og i bedste fald flerdimensionale. I værste fald ubegribelige og meningsløse.
Hvis det da ikke lige var for en happy end i ny og næ, efter at læserne har været så gruelig meget ondt igennem.
Synspunkterne og de detaljerede skildringer af livets slibrige skyggesider, som mine romaner er fulde af, ville jeg aldrig dele med venner eller bekendte, selv ikke til et intimt middagsselskab. Dertil er de for stærke, for voldsomme og kan kun refereres overfladisk, hvis de ikke skal få mig til at rødme eller lede efter ordene.
Romanen er således paradoksalt nok noget at det mest private samtidig med, at den er fuldstændig offentlig og tilgængelig for alle på nettet, på biblioteket og i diverse boghandlere. Folk giver den sågar i gave til hinanden og snakker indbyrdes om dens forskellige passager.
På forunderlig vis er dette privat versus offentlig netop romanens styrke. Det er heri dens vidunderlige suggestive kraft ligger. Vi kastes lukt ind i helvedets forgård og kigger ned i sindets mørkeste afgrunde. Både mig selv som forfatter, mens jeg skriver og efterfølgende læserne.
Ja, for at det ikke skal være helt sort, ser vi også nogle gange fra de højest tinder ind i en guddommelige lykkelig himmel, men ret skal være ret: En god historie kræver en masse mørke for at fungere ordentligt. Ellers bliver den bare banal og kedelig. Der er ingen, der kan holde ud at læse om flommefed lykke over 200 sider, vel?
på www.billigeeboeger.dk kan du få gratis læseprøver.
Abonner på:
Opslag (Atom)